Kennel Grand Lataia 

Opdræt og udstilling af grand danois

*Hjem    *Grand Lataia    *Hundene    *Hvalpe    *Nyt    *Resultater    *Links    *Gæstebog

Om Grand Lataia

Vores  historie med  grand  danois,  startede  ud med et  kuld golden retrievere, en
hvalpekøber havde en skøn tigret han, som jeg  forelskede mig i ved første øjekast.
Efter mødet med ham og timers læsning  rundt om på nettet, var jeg ikke i tvivl om
at  en hund af  denne race skulle  jeg eje en dag.  Min mand  var dog  ikke helt enig
med mig om dette valg, men fik ham dog alligevel overtalt, selv om det  aldrig blev
hans hund.

Jeg begyndte min søgen efter en kennel jeg kunne tænke mig en hvalp fra og  en  af
de opdrættere jeg mente havde noget rigtig interessant at se på, havde samtidig med 
et kuld hvalpe, hvor de var en  enkelt tæve tilbage. Efter  besøg  hos  dem  og deres
dejlige  hunde,  samt  hvalpe havde jeg reserveret den sidste tæve, og skulle nu bare
vente på at hun ville blive 8 uger.

Jeg  havde  en idé om  jeg godt kunne tænke mig, at prøve alt det der med udstilling,
men slet ikke en verden jeg var vant til, men med rigtig god opbakning fra opdrætter
var  det slet ikke så skræmmende, men  en rigtig  hyggelig begivenhed. Tiden gik og
Taia, som vores første tæve blev  kaldt, blev fars hund, og  med  hendes charme og
skønne personlighed blev vi enige om, at  vi  måtte  have en  mere. Der gik et  lille år,   
og tæve nr. to flytter ind, hun var fra sammen kennel, havde mor som Taia og vi var 
rigtig glade for vores beslutning.

Alt er dog ikke altid fryd og gammen, og slet ikke  når man  som  rimelig uerfaren får  
to tæver  med kun  et  års  mellemrum, og  det  fik vi at sande på den hårde måde, så
det ender  desværre ud i, at vi måtte finde et nyt hjem til Taia da hun var 3 år gammel
pga. at  hun  pludselig  ikke  kunne sammen med Qeeza, og når man  har besluttet sig
for at man gerne vil have et mindre opdræt må man  være lidt hård  en  gang i mellem
og satse på det man selv føler er det rigtige. Men endnu en gang skal vi have, at mærke
på den hårde måde, at  livet  ikke altid går som man håber på. Qeeza får en underlivs-
betændelse, og på trods af behandlinger og fremgang,  går det  pludselig den forkerte
vej, og der er ikke andet, at gøre end, at give hende fred efter kun 2½ år med hende.

Hvad gør man så... skal indrømme tabet var utrolig hårdt, og lysten til at forsætte var
ikke den største, men alligevel kan man ikke lade være at kigge på hvad der rør på sig
Da vi mindst ventede det, dukker den mest bedårende sorte tæve op, så går livet sin
gang og hun flytter ind og tager alle med storm.

Om vi på et tidspunkt igen skal have en gul vil jeg slet ikke afvise, men som det lige nu
er det Ziba og Aika som vi har med til udstillingerne og håber da på, at tingene udvikler
sig som vi bedst kan ønske os.